Ødelagt Møller efter triumf: Har tendens til crazy kampe
I en ekstatisk kulisse sikrede Elmer Møller dansk Davis Cup-triumf efter at have ventet i timevis. Elmer Møller er efterhånden rutineret, når det kommer til at spille femte og afgørende kamp i Davis Cup-sammenhæng, og lørdag brugte han sin rutine til at sikre Danmark den samlede sejr over Bulgarien. Han gjorde arbejdet færdigt efter to maratonkampe, hvor doublen endte med at tabe, før Holger Rune udlignede til 2-2. - Vi har en tendens til at spille helt crazy kampe, og de to kampe før var sygt lange, men jeg har prøvet det før, og rutinen i at spille kampe ved stillingen 2-2 hjalp, siger Elmer Møller på pressemødet efter kampen. Møller kom til dagen uden at vide, om der ville blive brug for ham i den sidste kamp. - Det er et sjovt koncept at vente enormt mange timer, og man ved ikke, om man skal spille. Man sidder og følger med i omklædningen hele dagen. Det er en enormt underlig situation. - Man er helt ødelagt efter sådan en weekend. Det er et helvede for kroppen, men samtidig er det fantastisk at være en del af, og derfor prioriterer jeg det så højt, fortæller Møller. Stemningen var ekstatisk i Royal Stage i Hillerød. Ikke mindst fordi holdkammeraterne på den danske bænk under de syv timers tennis lørdag heppede i vilden sky og startede slagsange for at få publikum op i maksimalt gear.
Læs den oprindelige artikel: bt.dk →
- Region
- North Denmark Region, Denmark
- Udgivet
- 20 Sep 2026
- Sprog
- Dansk
- Trending
- elmer møller
